Innehåll:
Skovhistoriens kilder og vaerktöjer
Skovhistoriens betydning
Afsluttende betragtninger

"Den som ikke kender fortiden forstår ikke nutiden og vil aldrig kunne fatte fremtiden" er ord der vistnok tillægges Lenin. Men uanset ophav rummer ordene en grundlæggende sandhed om værdien af at kende baggrund og oprindelse - og man kan tilføje: ikke blot kende, men også erkende og forstå.

Indledningsordene gælder overalt i landskabet - for det der møder os, er et resultat af ofte årtusinders indviklede samspil mellem naturgrundlaget i bred forstand, klimatiske svingninger, planter og dyr og ikke mindst mennesket. Skoven og skovhistorien er central i dette spil, for i de sidste godt 12 000 år har Danmark naturligt været et skovland og selv i det intensive skovbrug har ordene en særlig vægt, fordi træernes levealder og generationstid i de fleste tilfælde langt overstiger forstmandens virketid såvel som levetid.

Forfatteren og digteren Jeppe Aakjær har udtrykt det mere poetisk i "Historiens sang" fra 1916, der egentlig sagtens kunne gå som den moderne (skov)historikers slagsang:

Som dybest brønd gi’r altid klarest vand,
og lifligst drik fra dunkle væld udrinder,
så styrkes slægtens marv hos barn og mand
ved folkets arv af dybe, stærke minder
Din egen dag er kort, men slægtens lang;
læg øret ydmygt til dens rod forneden:
årtusind toner op i gråd og sang,
mens toppen suser imod evigheden.
Vi søger slægtens spor i stort og småt,
i flinteøksen efter harvens tænder
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder.
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde;
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde.

Skovhistorien er, som anden historie også på godt og ondt, en del af vor fælles eller kollektive erindring – som man kan vælge at drage et lettelsens suk over netop er historie, bruge nostalgisk som en flæbeklud eller fremadrettet som et dybde- og perspektivgivende værktøj og en kilde til forståelse og indsigt – i såvel skovbruget som i den bredere naturforvaltning. Skovhistorien kan med andre ord give os den 4. dimension - tiden og tidsperspektivet.

Som med anden historie kan det også for skovhistoriens vedkommende ofte være mere afgørende hvordan den opfattes og bruges – folkeligt som fagligt – end hvordan den var. Skovhistorie kan opfattes snævert eller bredt - og dens betydning for nutiden veksler tilsvarende. Den snævre opfattelse er som skovbrugets historie, dvs stort set kun de sidste 2-300 år. En bredere er naturens og i Danmark dermed skovens udvikling i større eller mindre samspil (eller modspil) med mennesket siden den seneste istid – og i den bredeste er skovhistorie nærmest synonymt med miljøhistorie eller økohistorie, hele økosystemets udviklingshistorie, hvor der kan lægges vægt på de forhold der peger fremad i tiden og kan tjene som pejlemærker.

Noget forenklet kan man inddele skovhistoriens betydning i fire hovedområder:

* God underholdning. Skovhistorien byder på et væld af gode og også saftige historier; fortællinger hvor naturhistorie er vævet sammen med samfundshistorie. Historiske udsendelser er meget populære. Fx havde en TV-serie om de danske skove og deres historie meget høje seertal.

* Intellektuel tilfredsstillelse - mennesket lever ikke af brød alene. Skovhistorien kan rigt tilgodese den grundlæggende glæde eller tilfredsstillelse ved viden, indsigt og erkendelse og forståelse af baggrunde og sammenhænge.

* Værktøj i den nutidige skov- og naturforvaltning.

* Værktøj til belysning af mulig, fremtidig klima- og naturudvikling og dens mulige konsekvenser.

I artiklen vil jeg først og fremmest se på de to sidstnævnte aspekter og fremdrage nogle forskellige eksempler på aktuelle emneområder, hvor skovhistorien og den skovhistoriske forskning har central betydning i Danmark.

Skovhistorien kan anskues fra to retninger, en med afsæt i især de skrevne kilder: hvad siger historien om skoven, og en med afsæt i skoven selv og alle dens mangeartede vidnesbyrd: hvad siger skoven om historien. Uanset synsvinkel er der mangfoldige kilder at øse af, her blot nogle eksempler:

Granskning af bevarede, skrevne kilder er rygraden i den klassiske skovhistorie: kort, driftsplaner, driftsbøger, regnskaber, indberetninger, taxationer, matrikelbøger, udskiftningsdokumenter osv. For skovenes vedkommende er navnlig de sidste højst 200 års driftsplaner, skovkort og driftsbøger – hvor sådanne findes - en uhyre væsentlig kilde. Men skal man længere tilbage i tiden, er det et problem, at de skrevne kilder sjældent rækker længere tilbage end til 16-1700-tallet og kun i få tilfælde ind i middelalderen. Også stednavnene kan, trods alle deres tolkningsmæssige faldgruber, rumme væsentlig information. Kildernes eksistens, art og omfang vil i høj grad være styrende for hvilken skovhistorie, der vil kunne skrives.

Skoven og landskabet er, når det især gælder konkrete områder, naturligvis selv en utrolig vigtig kilde med dens jordsmon og eventuelle fortidsminder i form af gravhøje, agre, stenhobe, gærder, volde, grøfter, vejspor, hustomter, savgrave, kulturlag, råstofgrave, kalkovne eller milegruber. Udenfor skoven kan bygninger, spor af teglovne osv bidrage. Selv kirkernes middelalderlige kalkmalerier indgår med deres indirekte oplysninger om fx brug af løvhøst m.v., som kilde til skovhistorien.

Skoven kan med dens stedvis uforstyrrede søer, moser, fugtige lavninger og sure jordbunde i sig selv virke som et skovhistorisk arkiv hvor data/information i form af plante- og dyrerester, pollen, svampehyfer, trækulstøv, sodpartikler, vulkanske askepartikler o.m.a. aflejres, indlejres og bevares for eftertiden. Og med passende videnskabelige instrumenter, som fx pollenanalysen og beslægtede teknikker, støttet af geologisk-atomfysiske dateringsmetoder som kulstof-14 datering, blydatering eller tefradatering m. flr. kan de ideelt set, efterfølgende læses lag for lag som siderne i en bog. Det har givet uhyre værdifulde oplysninger om en lang række områder.

Jordbundens tekstur og struktur kan fortælle om sandflugt, dyrkning og meget andet og den indhold af fosfor kan afsløre selv årtusindgamle bopladser og bebyggelser.

Træerne selv kan med deres art, alder, form og fordeling som levende fortidsminder afæskes utallige oplysninger om eventuel fortidig drift og påvirkning eller blot tidligere tilstande. Når blot man åbner øjnene og ser efter:

• Træer der er fremkommet som stødskud - det være sig som følge af tilfældig hugst eller mere eller mindre regelmæssig stævning - vil ofte bære præg af det i århundreder, selvom der efterfølgende er sket udtynding af stammerne. De vil oftest have en karakteristisk fortykkelse ved foden ("klumpfod") eller stadig være fler- eller mangestammede. I Danmark er det tydeligst i yngre stævningsskove og fx egekrat og ellemoser, hvor der mange steder blev stævnet under 1. og 2. verdenskrig. Men spor af stævning kan ses flere hundrede år efter stævningsophør. Det ses fx i Longelse Bondegårdsskov på Langeland, hvor flere 100-200 årige træer af ask (Fraxinus), elm (Ulmus glabra), avnbøg (Carpinus), og selv bøg (Fagus) stadig bærer tydelige præg. Særlig hyppig og intensiv stævning gennem lang tid viser sig, også selvom støddene forlængst er rådnet bort, som store, op til over 20 meter brede stødskudskloner.
• Stynede eller topkappede træer vil ligeledes bevare en mere eller mindre udpræget "kandelaberform".
• Træernes stammeform og kronestruktur, herunder eventuelle spor af store døde, nedre grene, fx på gamle overstandere fortæller om tidligere lysforhold, fx om en eventuel fortid som græsningsskov.
• Bevoksningsstruktur, træarts- og aldersfordeling kræver mere indgående undersøgelser, men kan give værdifuld viden, bl.a. om forhold langt tilbage i tiden.
• Rester af døde træer og stød (og huller fra disse) er ligeledes en indlysende kilde til information om tidligere struktur, tilstand, træfordeling og udnyttelse.
• Årringsmønstrene kan gennem dendroøkologiske studier af bl.a. boreprøver, berette om eller antyde både klimatiske svingninger, insektangreb og hugstindgreb o.m.a.
• Undersøgelser af årsskudslængden kan belyse vækstforløb og sundhed nogle årtier tilbage hos bl.a. bøg.

Men også skovens andre organismer kan tale deres sprog. En lang række planter og dyr virker som indikatorer for forskellige forhold i skoven. Centralt i denne forbindelse er de mange arter der indicerer, antyder eller viser kontinuitet, vedvarighed i et skovsystem – vedvarighedsviserne eller kontinuitetsindikatorerne. Det kan bl.a. være arter af laver, svampe, insekter (især vedlevende), jordmider eller urter som på grund af deres økologi, spredningsevne og lignende kun træffes i meget gamle skovsystemer. Mange af arterne kræver dog detaljerede undersøgelser og stort specialistkendskab. En af de synlige og letkendelige arter er lungelav, Lobaria pulmonaria – som ud over at luftforureningstrykket er lavt det pågældende sted – fortæller at der er tale om skov, typisk naturskov, med et skovmiljø, der har været intakt eller næsten intakt i århundreder.

Træarter kan som sådan også være indikator for vedvarighed; i Danmark bl.a. en art som småbladet lind, Tilia cordata. Den var dominerende i urskoven før agerbruget og før bøgens indvandring. Nu har den meget dårlig frøformering og breder sig kun lokalt. Hvor den forekommer naturligt, er der faktisk altid tale om meget lang vedvarighed. Det kan være i gamle naturskove og egekrat og stævningsskove, hvor den har kunnet overleve takket være dens udtalte evne til at skyde fra stødet, men som aldrig er blevet ryddet og opdyrket.

Med alle disse mangeartede kilder til rådighed er den moderne skovhistorie eller i bredere forstand vegetationshistorie eller klima- og miljøhistorie, snarere en slags Sherlock Holmes-virksomhed, hvor alle tænkelige teknikker og metoder inddrages og alle tænkelige spor og indicier granskes og alle fravristede udsagn grundigt krydsanalyseres. Med denne brede tilgang, kan samarbejde mellem mange forskellige fagdiscipliner fx mellem historikere og naturhistorikere blive utrolig givtigt. Et bredt sammensat forskningsmiljø, som fx det der findes på på afdelingen for Miljøhistorie og Klima på Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS), hvor der er folk med forskellige tilgange og uddannelsesmæssig baggrund indenfor geografi, geologi, maringeologi, hydrologi, botanik, zoologi, diatomologi, arkæologi, pollenanalyse, skovbrugsvidenskab m.v. (samt et vist, ufaglært historikertilsæt), har den styrke.

I det følgende skal gives nogle eksempler på skovhistoriens betydning i hhv. skovbruget, naturforvaltningen, i forbindelse med naturskovsregistrering og –strategi, i naturkvalitetsdiskussionen og i klima- og miljøhistorien.

Hvor bedemandens tidshorisont højst rækker en uges tid frem, bondens gerne går til næste høst, og politikerens sjældent når ud over næste valg, har skovbrugeren (eller rettere burde have) en tidshorisont der bestemmes af træernes lange levetid (eller i hvertfald produktionstid) og drejer sig om årtier og århundreder. Den direkte betydning af skovhistorien for skovbruget afhænger af den enkelte ejers og forvalters horisont og ramme. Men det er selvfølgeligt, at forklaring på nutidsforhold i fx en bevoksning, ofte må søges lang tilbage i tiden, ligesom det er (eller bør være) selvfølgelig tænkning, at tiltag i nutiden kan få direkte og indirekte følger langt ind i fremtiden. I få erhverv er der samme store behov for at have styr på dokumentationen af forskellige tiltag på det historiske sigt. Skovbrugserhvervet er nok uden sidestykke det erhverv, der har den længste tidshorisont - det skulle da lige være naturlig fremstilling af stenkul eller tørv. Faktisk er det kun geologiens tidsperspektiv og tilhørende jonglering med årtusinder og årmillioner, der naturnødvendigt overgår skovbrugets.

På grund af den lange produktionstid i skovbruget er grænsen mellem skovhistorie og almindelig, driftsmæssig nødvendig dokumentation flydende, både driftsmæssigt, økonomisk og forsknings- og forsøgsmæssigt, fx med henblik på bonitering og tilvækstberegning. Hvis der skal kunne drages nytte af erfaringer med en bestemt drift eller virkninger af bestemte hændelser, er det nødvendigt at tiltag, måledata, metoder osv dokumenteres for en eftertid, den være sig ganske nær eller fjern. Driftsplanerne der på de større ejendomme udarbejdes med 10-15 års mellemrum, bliver hurtigt en skovhistorisk guldgrube, men vedbliver ofte med at have driftsmæssig relevans i årtier, endda længere.

Skovbruget kræver ideelt set en lang horisont, også økonomisk. Det er smukt illustreret af et gods som Bregentved på Sjælland, der siden 1880’erne har investeret i opbygning af et langsigtet højkvalitets-egeskovbrug og løbende har fulgt op på beslutningen med fortsat anlæg af egebevoksninger, således at distriktet nu har op mod 1000 ha eg i alle aldersklasser, hvoraf de ældste nærmer sig hugstmodenhed og dermed målet et mere eller mindre konstant, højt afkast. Så langsigtet og målrettet har næppe nogen anden skovejer ageret i Danmark, staten inklusive. I denne specialiserede egedyrkning, med mærkning af hovedtræer og årlig vanriskapning gennem måske 80-100 år, vil det være nødvendig med dokumentation på noget nær enkelttræniveau for at sikre den høje merpris for knastfrit træ til finérskæring.

Denne lange produktionstid i forening med tidernes omskiftelighed i vilkår og forhold er dog også et af skovbrugets klassiske problemer - ingen kan vide om der, når produktionstiden omsider er til ende, så også er afsætning på produktet - eller hvad der i det hele taget vil være salgbart. Skibstræ af eg er et klassisk eksempel. I 15-1800-tallet var tvillingeriget Danmark-Norge en stormagt, hvis styrke hvilede på flåden, både handelsmæssigt og militært og langt ind i 1800-tallet var det et af skovbrugets allervigtigste formål at fremskaffe skibstræ (at befolkningen, bønderne, anså brændsel, gærdsel, byggematerialer og græsning for vigtigere, er en anden sag). Omkring år 1800 blev der i Danmark anlagt betragtelige kulturer af eg med henblik på at forsyne flåden med dette krigsvigtige råstof. Produktionstiden påregnedes at være op mod 2-300 år.

Berømt er skrønen om, at en af de nordsjællandske skovridere i 1960’erne meddelte Holmen (flådens hovedkvarter og vigtigste værft) at "den bestilte vare er klar til levering". Selvom der rent faktisk blev bygget nye krigsskibe af egetræ så sent som i 1960’erne, nemlig minestrygere, var egens militære rolle faktisk udspillet allerede i slutningen af 1800-tallet. Nuvel, det der var tiltænkt en stolt fremtid som stævn eller planke i et kongeligt krigsskib under korsbanneret endte mere profant som paneler på et WC i Tyskland eller som finér på en låge i en bodega i Århus. Men penge gav det immerhen og for den kævle der kunne skrælles til finér endda ganske mange.

Mangfoldige andre produkter, som skovbrugets produktion har stilet mod, er ligeledes forinden endt på historiens mødding eller i museernes montrer - smørdritler, træsko, jernbanesveller, og - for en tid - selv det ældgamle brugsmål: træ som brændsel. Det var ikke underligt at efterkrigstiden gav panik i det danske løvtræskovbrug. Løvtræpriserne raslede ned, omkostningerne steg og bøgetræet var stort set usælgeligt. Store løvtræarealer blev omvandlet til nåletræ - også hjulpet godt på gled af stormfaldskatastrofen i 1967. Kun takket være Flemming Junckers uvurderlige indsats for løvtræets anvendelse til bl.a. gulvtræ og cellulose, lykkedes det nogenlunde at holde skindet på næsen. Samtidig blomstrede massevaren gran til byggeri og papirfremstilling; nåletræpriserne steg og steg. Det er ikke engang to årtier siden at løvtrædyrkere på det nærmeste blev udskreget som idioter af de rationelle skovøkonomer, der så nåletræet, især granen som det eneste sal(i)ggørende (og til gengæld så bort fra alt det, der ikke lige kunne indpasses i formlerne, såsom risikoen for stormfald, insektangreb, svamp og andre "detaljer"). I 1977 kunne en skovrider på et dansk gods således på en ekskursion for skovbrugsstuderende, stolt fremvise resultatet af sin geniale skovøkonomiske kalkule: renafdrift af en ca. 30 årig egebevoksning til fordel for plantning af gran.

Man troede vel nærmest, at hvis ikke nåletræerne selv voksede ind i himlen, så gjorde priserne det nok. Så meget desto større blev granatchocket da ballonen sprak og priskurverne for hhv. nåle- og løvtræ i 1980’erne og 90’erne på det nærmeste blev byttet helt om. Moder skifter, snart mørke træsorter, snart lyse, snart slet ikke træ. Men nye brugsmål er kommet til og nye vil komme til i fremtiden; nye teknikker med formpresning, vægtfylde- og styrkeøgning osv er under udvikling. Træ vil som det smukke, naturlige, rene og helt ideelle råstof det er, utvivlsomt altid have en plads i byggeri og hjem, uanset fabrikanternes og kræmmernes anprisninger af plastik, beton og glitrende metaller.

Men det er spørgsmålet om det være den simple massevare eller det gode kvalitetstræ eller helt andre driftsformål, der vil præge skovene i Danmark i fremtiden?

Ser man på den nye danske skovlov (senest ændret 1996) med tilhørende bemærkninger og igangsatte tiltag, der har afløst de gamle meget produktionsorienterede love fra 1805 og 1935, er formålet med skovdriften udvidet stærkt. Nutidig skovforvaltning kan ikke eller burde i hvert fald ikke længere kun ses som forvaltning af et produktionsapparat, af en slags levende pengemaskine, men også af et økosystem, af en levende naturarv og af en kulturarv. Loven forkynder i sin formålsparagraf bl.a.: "ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre, at skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet." Flere nye begreber er kommet ind: flersidighed, naturnærhed og bæredygtighed. Eller snarere er det gammelkendte begreber, som har fået nye etiketter på; for måske er der blot tale - efter nogle årtiers brutale kemiske og maskinelle udskejelser - om en anerkendelse af, som det allerede stod i 1670-forordningen, at skovene er "en af de største herligheder, Gud og naturen har begavet kongeriget med " og at forstmandens opgave er, som 1781-forordningen formaner: "fornemmelig at stræbe efter at følge og understøtte naturen i dens virkninger".

En opfyldelse af lovens brede formål uden en skovhistorisk referenceramme og forståelse er utænkelig. Især når der skal stilles skarpt på indholdet af begreber som naturnært og bæredygtigt. En forudsætning for naturnært skovbrug er selvfølgelig at referencerammen er i orden; at man har viden om hvad der er naturligt og hvilke processer der er og i øvrigt har viden om hvilke erfaringer forgængerne allerede har indhøstet på området. For der er gjort en del erfaringer i de sidste par hundrede år, som man kan tage fat i; det skulle ikke være nødvendig at opfinde den dybe tallerken eller det varme vand en gang til.

Moderne naturforvaltning spænder vidt - lige fra beskyttelse mod indgreb over sikring af at en tilstand opretholdes, netop gennem indgreb i form af naturpleje, og til at en ellers udslukt natur søges genskabt gennem naturgenopretning. Og i alle tilfælde kommer man ikke uden om historien. Det er simpelthen nødvendigt at kende til de geologisk-historiske såvel som biologisk-økologiske faktorer, der har været afgørende for en naturtypes opståen og udvikling og til de faktorer som kan og i fremtiden må forventes at modvirke tilstanden (luftforurening, det stærkt sænkede grundvandsspejl o.m.a.). For især for naturgenopretningsprojekternes vedkommende er det nødvendigt med en nøje viden om, hvad det er for en (historisk) natur man har haft på stedet gennem tiderne, og forestiller sig at ville genoprette.

Der er mange eksempler på at manglende kendskab til, indsigt i eller forståelse for et områdes eller et landskabs naturhistoriske og kulturhistoriske baggrund og naturlige dynamik har haft uønskede følger eller været direkte ødelæggende for natur- og kulturværdierne, selv hvor viljen egentlig var den bedste. Der kan nævnes flere status quo-fredninger fra især første halvdel af dette århundrede, hvor karakteristiske landskaber, heder, overdrevsbakker m.v. blev fredet med det udtrykkelige formål at den daværende tilstand skulle bevares, men hvor man i samme åndedrag og i den bedste mening uafvidende forbød alle de tiltag, der rent faktisk havde formet og tildels skabt det karakteristiske landskab. Det gjaldt navnlig forbud mod græsning. Resultatet var tilgroning.

I århundredets begyndelse troede mange, at den jyske hede var ren natur – tundraens direkte efterkommer. Skovhistorisk forskning har kunnet påvise, at der havde været skov stort set overalt, og at den forsvandt som følge af hugst, græsning og brand, samt at der er stærke indicier for at hedetilstanden med dominans af hedelyng var ønsket og tilsigtet, og i en vis udstrækning blev opretholdt med regelmæssig afbrænding. En drift og udvikling der i Vestjylland indledtes allerede i Bondestenalderen. De jyske egekrat og bøgepur blev en tid opfattet som naturligt krøllede urskovslevn. Forskningen har vist at de for såvidt, genetisk set i flere tilfælde godt kunne være urskovens eller den naturligt indvandrede skovs sidste ymper, men at form og artssammensætning var en følge af århundreders og årtusinders gentagen nedhugning, stødskydning, bid og gnav, frost- og saltsvidning.

Dermed ikke være sagt, at man altid skal søge at stræbe efter at fastholde eller genskabe noget som har været. Det er eksempelvis absolut ikke indlysende at søge at fastholde alle egekrat i en stødskudspræget, kroget og tyndbullet tilstand. Der kan faktisk være mange gode grunde til at lade en udvikling løbe i en helt anden retning, der eventuelt er mere i pagt med de ændrede forhold. Fx lade træerne i egekrattet opnå høj alder og store dimensioner, drive det med tyndingsdrift som lysåben skov, lade krattet være urørt eller blot fastholde det som løvskov.

Men den historisk-naturhistoriske analyse må til for at vurdere perspektiver og konsekvenser. Også for at undgå, at man i sin iver for at tilgodese én interesse sætter alle andre over styr – eller i hvert fald ikke gør det uden at have tænkt sig godt om. Det er meget aktuelt i forbindelse med udlæg til urørt skov, dvs til fri og uhindret succession i al evighed – for disse udlæg er i sagens natur definitive. Der skal man virkelig overveje, om målene fremmes bedst på denne måde det pågældende sted, eller om fortsatte indgreb vil være det mest hensigtsmæssige. Fx i forhold til egeproblematikken i et skovsystem.

Op gennem 1980’erne blev der i Danmark foretaget en række registreringer af naturskov for det daværende hovedstadsråd og for Skov- og Naturstyrelsen. Hovedvægten i registreringen lå på gamle skove med strukturelle kvaliteter og typer som pollenanalyser og andre skovhistoriske undersøgelser havde vist, rakte langt tilbage i tiden. Skove med lang vedvarighed (kontinuitet) har forventeligt et større indhold af bl.a. beskyttelseskrævende arter. I 1992 blev det som optakt til Rio-mødet besluttet at udarbejde en egentlig strategi for at sikre disse naturskove og andre truede skovtyper og deres biologiske mangfoldighed. Imidlertid opfattes begrebet naturskov ret forskelligt i alverdens lande, selv i Norden. Graden af urørthed er selvfølgelig væsentlig. Man kan vælge blot at opfatte naturskov som synonymt med urørt skov, skov der har været eller fra en given dato lades urørt uden indgreb. Men det er bestemt ikke ligegyldigt hvad der lægges urørt og hvilken arv det pågældende område bærer på.

Skovhistorien spiller en central rolle i den danske naturskovsdefinition, idet naturskov opfattes som "de oprindelige skoves efterkommere - dvs selvgroet skov af danske træer og buske. Naturskov er således skov, som har indfundet sig på lokaliteten af sig selv, og som består af naturligt indvandrede træarter og racer. Naturskov kan være kulturpåvirket i større eller mindre grad, fx ved hugst eller selvforyngelse, men må ikke være plantet eller sået kunstigt". Og al skov uden undtagelse er påvirket direkte eller indirekte af mennesket. Naturskoven kan dog have været urørt så længe, at den har udviklet sig til urskovsagtig naturskov. Det er indlysende, at det er den urørte naturskov som har den største videnskabelige og naturbeskyttelsesmæssige interesse (fig. 7).

Urskov er naturskov, som har været helt urørt siden oldtiden og findes derfor ikke længere i Danmark og dårligt nok noget sted i Europa. Naturskovens modsætning er kulturskoven, der er skov som består af indførte træarter og racer, samt al skov der enten er sået kunstigt eller plantet på voksestedet. Afklaring af om en skov er naturskov eller kulturskov vil således ofte fordre en vis skovhistorisk undersøgelse; især hvor der er tale om ældre skove og bevoksninger - og her kan flere af de tidligere nævnte skovhistoriske værktøjer være til stor nytte.

Men skovhistoriske studier er tidskrævende, især pollenanalyser. I forbindelse med registrering af gammel naturskov blev der foretaget den simplest tænkelige skovhistoriske analyse: hvilke skove kan genfindes på gamle kort og hvad er bevaret eller nedstammer fra disse bevoksninger og hvad er plantninger. Først og fremmest granskedes nye og gamle skovkort sammenholdt med den trykte udgave af Videnskabernes Selskabs Kort fra 1768-1805, stedvis suppleret med de mere detaljerede grundkort til disse, og i få tilfælde udskiftnings- og matrikelkort fra omkring år 1800 (fig. 8). Disse kortoplysninger indgik i forening med vurdering af den aktuelle skovtilstand (grad af urørthed, struktur, arts- og alderssammensætning, jordbund osv) og registreringer af eventuelle forekomster af vedvarighedsvisere. På bl.a. dette grundlag blev det skønnet, at der i hele Danmark var i størrelsesordenen 20-40 000 ha skov, som kunne leve op til den danske naturskovsdefinitions minimumskrav: at nedstamme fra den naturligt indvandrede skov. Højst 500 ha kunne anses for at være friholdt for skovdrift, dvsurørt skov, hvoraf højst 100 ha havde urskovsagtige strukturer.

Naturskovsstrategien har flere forskellige formål. Helt centralt er sikring af urørte skovsystemer med de helt basale, men i de danske skove stort set fraværende strukturer: dødt ved, store gamle træer og uforstyrret vandstand og jordbund. Herunder sikring af urskovsagtige strukturer på arealer, der er store nok til selvbærende systemer - også selvom det kan tage århundreder før de har udviklet sig.

Men også bevaring af kulturhistoriske skovtyper, såsom stævningsskove, græsningsskove, egekrat, samt en særlig naturnær driftsform, plukhugstskov. Et af målene er bevaring af den biologiske mangfoldighed, som knytter sig til disse skove og som er særdeles hårdt trængt i det almindelige produktionsskovbrug. Arealt blev målene sat til udlæg af mindst 5 000 ha urørt skov og mindst 4 000 ha skov med gamle driftsformer inden år 2 000. Et mål der er nået nu.

Natursyn og naturkvalitet er emner, der i højeste grad kan give anledning til debat – uden at man kan eller skal nå til enighed, for her er det et spørgsmål om holdninger og subjektive betragtninger, og der vil ikke kunne gives ét såkaldt objektivt, videnskabeligt svar. Men igen er det emner, der kræver historisk kendskab, både naturhistorisk og filosofisk. I et aktuelt projekt i Danmark med mange medvirkende, "Indikatorer for naturkvalitet", har der været enighed om at lægge hovedvægt på 4 delelementer i kvalitetsopfattelsen: vildhed, oprindelighed, autenticitet (ægthed) og kontinuitet (vedvarighed). I alle forhold er den historiske forståelse og referenceramme helt basal. Den generelle erfaring er som nævnt, at skove med lang vedvarighed, især hvor der er tale om lang vedvarighed i skovmiljøet, er naturhistorisk set mere værdifulde og ofte rummer en højere biologisk mangfoldighed end skove under de samme grundbetingelser, men uden dennne vedvarighed. Dele af projektet har til formål at udvikle redskaber til hurtig vurdering af denne naturkvalitet eller i det mindste potentialet for den i et skovområde ved hjælp af indikatorer – udsagnskraftige og let identificerbare strukturer og forhold.

Skovhistorien kan sammen med bl.a. anden historisk-geologisk og økologisk forskning, fx baseret på borekerner fra indlandsis og havbund, bidrage med væsentlige brikker til det store klima- og miljøhistoriske puslespil. Der foreligger efterhånden mange veldaterede pollendiagrammer fra forskellige egne af landet, som i forening med moderne datateknik giver grundlag for at udarbejde areale beskrivelser (kort) af skovsammensætning på landsplan til forskellig tid. Mennesket har til fulde demonstreret sin enorme påvirkningskraft i snart sagt ethvert økosystem, hvad enten det gjaldt fortidige jægerkulturers masseudrydelser af dyrearter eller senere endnu mere omfattende eksempler på total omkalfatring af hele økosystemer. Men som regel er der tale om et kompliceret samspil mellem en lang række faktorer, hvor det kan være yderst relevant at søge at klarlægge, hvad der kan tilskrives mennesket og hvad der skyldes naturen selv, samt i det hele taget tilvejebringe en historisk referenceramme. Referencerammen kan udover efteristiden, Holocæn oplagt omfatte tidligere mellemistider som Eem og Holsten.

De senere års debat om en lang række forskellige emner har i den grad vist behovet. Det gælder fx i forbindelse med udvaskning og jordbunds- og søforsuring, hvor der er behov for belysning af de naturlige niveauer og de naturlige hastigheder. Der kan nævnes talrige emner og spørgsmål fra den aktuelle debat, som fortsat skovhistorisk forskning i bred forstand måske vil kunne give svar på; fx om den fortidige vildtbestands tæthed og omfanget af dens indflydelse på skoven, om graden af lysåbenhed i fortidens skove, om elmefaldet ved overgangen til Bondestenalder var et udslag af fortidig elmesyge eller kulturpåvirkning eller begge dele og meget andet. Det kan gælde arbejdet med at analysere konsekvenser af og navnlig forsøge at klarlægge årsager til "Den lille Istid", den klimasvingning der rådede i tidsrummet 1400-1850. Heri indgår foruden en række naturvidenskabelige undersøgelser også granskning af direkte og indirekte kilder, fx med henblik på oplysninger om vårfrost, tidspunkter for første frost, islægs varighed, høstudbytter, forskydning i dyrkningsgrænser og slet og ret om vintrenes strenghed, der bl.a. muliggjorde svenskekongens grusomme togt over isen med sin hær i 1658-59.

Men ikke mindst gælder det i den aktuelle diskussion om den efterhånden ret veldokumenterede, globale temperaturstigning der ses i disse år. Er det blot en mere eller mindre naturlig svingning eller oscillation, som der har været flere af gennem tiderne, fx betinget af solpletsvingninger, eller er det vitterlig følgen af en menneskeskabt drivhuseffekt som følge af fråds og forurening. Og kan der være tale om at denne opvarmning modvirker følgen af en langsigtet, formodentlig astronomisk- jordbanebetinget, global istids-mellemistidscyklus, som ellers har rådet i de sidste par millioner år?

(Skov)historien gentager sig ikke, siger man gerne. Det gør den da heller ikke i detaljen, og alligevel er der, som det forhåbentlig fremgår af det foregående, megen fremadrettet visdom at hente i den. Yderligere et par hovedpunkter kan måske fremdrages.

God dokumentation er en forudsætning. Skovhistorisk bevidsthed drejer sig både om at udnytte og beskytte eksisterende information og kilder fornuftigt, men også om at sikre fremtidens kilder – herunder bevare arkiver og sikre akkumulerende lag. De moderne tider kan give problemer i forhold til den langsigtede dokumentation; de elektroniske og EDB-baserede medier er på mange måder paradoksalt nok mere flygtige end pergament, syrefrit papir og "præsteblæk".

Vådområdernes og jordbundens geologiske arkiver med årtusinders information kan også let ødelægges for altid, når der fx som led i jagt- eller paddepleje skal graves op til vandhuller, eller jordbunde harves til selvforyngelse eller som det i de seneste år er desuden mange steder blevet praksis, at foretage dybdepløjning i forbindelse med skovrejsning, og ofte også ved nyplantninger i plantagerne. Hele det gamle muld- eller humuslag pløjes ned i dybet; nok med hele dets indhold af ukrudtsfrø, men også med hele indholdet af historisk information gamle agre såvel som mere uanseelige fortidsminder, kulturlag, humus osv.

Mange forhold har vist sig i tidens løb at kunne skifte brat, både økonomiske, sociale, politiske og naturmæssige. Det være på grund af menneskeværk som krig, griskhed og dårlig skovdrift eller det var hærgende storme eller ødelæggende udbrud af skadedyr og svampesygdomme, med nutidig og fortidig elmesyge som vigtige eksempler - og den amerikanske ege-visnesyge som et rent skrækscenarie i kulissen.

Naturen står ikke stille. Skoven er dynamisk og ændrer sig som følge af direkte og indirekte menneskelig påvirkning, såvel som følge af naturlig dynamik, naturlige processer og samspil og ændringer i klima. I de sidste par millioner år har der overordnet været tale om en istids-mellemistidscyklus med forholdet 100-120 000 år til 10-20 000 år.

Kortsigtede handlinger kan have endog meget langsigtede følger og ikke kun i skoven. Skovbrug kræver høj moral og en meget lang horisont, også økonomisk. Enhver kan finde ud af at tømme skoven for værdier og det tager ikke lang tid også at sætte såvel naturværdier, som den langsigtede produktionsevne over styr. Skoven kan nok bedre end meget sammenlignes med eventyret om hønen, der lagde guldæg. Holdes den ved magt, vil den fremdeles kunne lægge guldæg. Slagtes den er resultatet blot et slattent kadaver. Egentlig har mange skove generelt så mangeartet og vidtrækkende en betydning, at de ikke rigtig egner sig til traditionel kasseapparattænkning.

Fremtiden vil byde på helt nye muligheder såvel som helt nye farer og stadig lurer blandt mange farer såvel en scylla i form af den rene konservatisme, reaktion og bakspejlkørsel, som en karybdis i form af historieløshed og blind og overmodig fremskridtstro.

Selvfølgelig kan der drages fejlagtige slutninger af fortiden, men der ligger en enorm styrke i at kunne udnytte lang tids erfaring (god såvel som dårlig), ny viden om fortiden i forening med aktuel nutidsviden. Med bl.a. øget skovhistorisk viden kan modeller videreudvikles, således at man bedre bliver i stand til at forudse mulige udviklinger – og helst så betids, at man kan nå at handle i forhold til dem.

Tillbaka till startsidan